Naar jeg engang imellem kommer i tanke om hvor jeg befinder mig, skifter scenariet pludselig karakter. Den uendelige udsigt til bjerge der faiter ud i horisonten, og de stoevede ufarbare grusveje, bliver nogle af de tydligste tegn paa at jeg ikke hoerer til her. Men det goer jeg nu alligevel nogle gange. Pludselig kan jeg foele mig i perfekt balance med omgivelser og mennesker, alle smiler til mig, og paa mexicos bjergside befinder jeg mig hjemme. Saadan skifter det. Det saakaldte volontoerliv jeg er sprunget ud i er noget helt specielt.
Klangen af volontoer
At vaere volontoer klinger forskelligt i folks oere, og oftest tror jeg det for folk klinger af en speciel slags person. En person der har vaerdierne iorden, og paa en maade er ophoejet fordi han er i stand til at hjaelpe. Men saadan klinger det ikke for mig, ihvertfald ikke laengere. Jeg er her udelukkende for min egen skyld, for selvom jeg arbejder gratis, er det mig der laerer og oplever. Jeg er ikke i stand til at hjaelpe i nogen vaesentlig forstand, og af den grund synes jeg ikke det er vaesentligt at ligge betoningen af min rolle som vaerende hjaelpearbejder eller volontoer. At hjaelpe er at goere fremskridt, og det er utroligt svaert at goere dette. Saa jeg har ikke lyst til at tage dette ansvar paa mig. Ikke her. At vaere i min rolle, kald den hvad du vil, kan maerkes. Som jeg startede med at beskrive, bliver jeg taget igennem mange sindstemninger paa en dag. Man bliver taget en tur gennem sig selv. Det er for mig det tydeligste og vaesentligste i livet her, at man faar styr paa sig selv og sin rolle. For naar verden er fremmed for en, er det vigtigste at finde hjem til sig selv igen. Saa er der ikke plads til at taenke store tanker om at hjaelpe de soede mexikanere. At vaere volontoer er for mig altsaa kommet til at handle mere om at finde min egen rolle, og holde mig ude af den fremmede verden, jeg til tider farer vild i og kommer ud af balance.
Det handler om at hjaelpe
Selvfoelgelig handler min rolle paa en maade om at hjaelpe, men ikke meget mere end livet altid vil handle om at hjaelpe sine medmennesker. Jeg laerer bestemt noget om hjaelpearbejde. Jeg synes jeg har faaet nogle mere realistiske intentioner om at hjaelpe, for hele ideen om at hjaelpe og goere fremskridt, vil jeg sige er saa utroligt udfrodrende at gennemfoere her i Mexicos landomraade. Udfra hvad jeg forstaar, vil jeg sige at fremskridt ikke er noget mexicanerne er vant til at paaskynde. Jeg synes Mexicanerne maa vaere mere aabne for fremskridtet, hvis man vil komme fattigdom til livs her. Det lyder altsaa for mig som en enorm opgave, at goere fremskridt i Mexico, fordi man foerst skal have folk med paa ideen. Det er noget der i en vis grad, gaar igen ved alt hjaelpearbejde kunne jeg forestille mig, men det er netop det jeg synes man forstaar i min rolle. Hvad det vil sige at hjaelper. Som “volontoer” synes jeg jeg laerer mere om hvad det kraever at vaere hjaelper, end hvordan det er at vaere hjaelper i praksis.
Anderledes end jeg havde regnet med
Ikke at misforstaa, det er en spaendende rolle jeg proever mig af med, synes jeg! Men at vaere volontoer, som det blev sagt vi skulle vaere her, er noget andet end jeg havde regnet med. Jeg forstaar hjaelper rollen meget bedre nu, men jeg er ikke i den. Saadan ligger min opfattelse, men der er selvfoelgelig ogsaa mange andre opfattelser og maader at udnytte opholdet her paa, end jeg har udnyttet, som maaske ville have vaeret mere aegte hjaelpe volontoer agtige – men mine arme raekker ikke laengere end til et par frivillige engelsk klasser om ugen. Den fremmede verden begraenser en rigtig meget, hvad angaar at vaere den aktive hjaelper. Men jeg kan nu, sagtens acceptere at jeg ikke raekker laengere. Saa volontoer rollen er for mig noget andet end at goere sig nyttig og vaere en aegte hjaelper – den er for mig, noget i retningen af, at forstaa hjaelper rollen, og acceptere verden omkring mig.. Naar jeg goer det, saa foeler jeg jeg er i min rolle som “volontoer”.
Iagttager af den mexikanske kultur og hverdags liv
Ja, volontoerrollen en svaer stoerrelse, og det er vel ikke saa overraskende at den for mig ender ud med at vaere anderledes end jeg havde regnet med. Det er en rolle der bringer glaeder og skuffelser som man ikke kan forudse. Men som sagt, saa laerer jeg noget, ved at vaere iagttager af noget saa anderledes som den mexicanske kultur og hverdags liv. Saa skal vi ikk’ hellere kalde mig det, i stedet for volontoer: iagttager af den mexikanske kultur og hverdags liv.
