Jeg er nu ret glad for at kunne skrive om den foerste tid som volontoer. Vi startede jo desvaerre ud med at faa bekraeftet vores fordom, er vi enige om, da starten paa opholdet blev udskudt en uge, uden vi var blevet advaret. Den pludselige forsinkelse fik ingen forklaring, og vi maatte paent vente. “Mañana mañana” udtrykket er en kliche, og det var derfor saa traels at skulle bruge det, efter det foerste moede med den knap saa organiserede organisation Vive Mexico. Forsinkelser er noget der kan faa mange danskeres pis i kog – se bare paa dsbs plettede ry -, men det jo ikke fordi tingene ikke sker her, eller i dsb, saa maaske skal man holde op med at bekymre sig, for vi kom afsted, og dsb koerer(for det meste).
Nu er jeg her, og jeg kan begynde at indleve mig lidt i det mexikanske, over de naeste knap 4maaneder. De foerste indtryk vil jeg skrive om, ved at beskrive nogle af de personer jeg har moedt indtil nu, blandet med lidt karrakteristika for omraadet.
Fransisco er rektor paa la Preba, skolen for de ca.16-19aarige, i Susupuato. En landsby med ca.1500 indbyggere, og placeret godt ude i oedemarken. En smut tur paa 4 timer, som Fransisco tager mindst en gang om ugen fra Morelia, sammen med andre laerer paa skolen, da de bor der. Det er vidst meget normalt at have det forhold til afstande her. Landsbyen har intet mobilsignal, bortset fra hvis du peger din mobil et eksakt antal grader mod oest et sted paa skolen, kan du maaske opnaa en streg paa mobilen. Besynderligt nok har rigtig mobiltelefoner her, og fine af slagsen, selvom de i oevrigt ikke har saerligt mange penge, og selvfoelgelig signal! Det er en teenage gadget her, som i DK, der hos pigerne er pimpet med dingle kaeder og klistre maerker. Mode fanger mig som vaerende vigtigt for de fleste! Mandag d. 25., koerer Fransisco, Peter og jeg til vores landsbyer. VI ser masser af skov beklaedte bjerge, oerken, kaktuser – Pludselig foelte vi os “uden for civilisationen”! Fransisco er en varm og venlig person, som da han stikker os en oel hver i bilen, siger, slap af, og hvis der er noget kommer i bare til mig – Vi er amigos. Saa ud af en oede oerken vej, droenede vi afsted med en kold oel i handen, som for Fransisco blev efterfulgt af 4 mere, inden vi naede Susupuato. Oel er muligvis et godt afslapnings middel, men Fransiscos brug af dem, bag ret, og til vores velkomst til landsbyerne, var rimeligt skoert! Der var intet formelt over vores velkomst – Fransisco proevede at faa os til at slappe af, men jeg er endnu ikke saa god til at slappe af ved spritkoersel, og bliver det sgu nok heller ikke. Fransisco soergede for jeg havde steder at sove, hos laerer, indtil han onsdag fandt en familia til mig. De andre laerer kalder ham Gordito (tykke) – han har boet 4aar i USA, saa snakker ok engelsk – og han er en hyggelige lille buttet mand, hjaelpsom og god – dog med snaert af det mexikanske “mañana mañana”-gen og for meget sjov uden for skolen, men i skolen sagde han eftertrykkeligt ingen alkohol, skolen er hellig – saa i sin rolle som rektor, i skoletiden, goer han det ok!
Edzna er laere i engelsk, litteratur, spansk og noget mere, paa skolen. Hun er gift med borgmesteren i byen, og bor derfor vist nok i det stoerste og mest velhavende hus i byen – Det er en underlig sammenhaeng, og lidt suspekt, men mange af magtens maend i Mexico, er ofte de mest velhavende. Hun er meget soed ved mig, og utroligt gaestfri. Jeg har indtil nu overnattet 3 gange i hendes mansion! Der er hushjaelp, fladskaerm, kaempe jeep og alt det der – saa det er som et lille ferie ophold naar jeg overnatter der. Naar der skal spises aftensmad tager vi jeepen til den naermeste restaurant, sammen med hendes datter(der ogsaa hedder Edzna). I gaar aften var jeg med dem for at faa Quesedillas (stor taco klappet sammen om ost, noget koed, groent og salsa). I oevrigt har hun flere gange hentet og koert mig, f.eks. i sidste weekend hvor hun koerte mig til Zitacuaro, hvor bussen til Morelia gaar fra, saa hun er lidt som en ekstra mor for mig. De andre i byen kalder hende Maestro (laererinde) og aldrig Edztna, og det virker aerligtalt lidt kunstigt og distancerende, f.eks. naar hendes veninden kalder hended et – det er jo lidt en ophoejende titel, som jeg tror hun har fordi folk ser op til hende eller respektere hende – forhaabentlig ikke fordi hun har mange penge! Selvom hun er engelsk laerer snakker hun ikke engelsk, og de ter derfor en udfordring jeg maa tage op at hjaelpe hende til bare at small talke lidt paa engelsk – ellers bliver det lidt svaert for eleverne at laerer engelsk udtale!! I fredags koerte hun mig til Zitacuaro, og det virkede som om jeg blev brugt som undskyldning for at hun ikke skulle have de sidste to timer fredag fra kl.12-14, hvilket Eli paa skolekontoret accepterede – det tegner ikke saa godt, at opretholdelsen af undervisningen ikke er vigtigere. Naar Edzna laver jokes bliver det ofte lidt perverst. Sammen med hendes veninder Yesi og Marizella, bliver jeg sgu lidt overrasket naar hun driller mig med at Marizella Quiere tu chile – og alle griner. Chile er slang for diller, og quiere tu betyder, hun vil have – Jeg synes indtil videre det er ret sjovt at de er saa direkte i deres bromas(jokes) – de er lige en tak mere perverse end hvad jeg havde forventet… Det har vaeret fedt at joke med Edzna og hendes veninder, og jeg er overvaeldet over hendes gaestfrihed – nu mangler vi bare at komme ordentligt igang med engelsk undervisningen!
Selve arbejdet som engelsk laerer er gaaet super godt, men mit manglende ordforraad paa spansk, giver lidt startproblemer, og Edzna er ikke saa interesseret i at planlaegge undervisningen – vi gaar jo bare frem efter bogen!
Jeg vil fortaelle mere om arbejdet og om familien, naar jeg vender tilbage til endnu et blog indlaeg. Haaber i har det godt derhjemme, og i kan holde balancen paa de glatte veje 
. Haaber vi snakkes snart!
Vejret har ogsaa her vaeret lidt ekstremt – tirsdag aften startede regnen og sluttede foerst igaar, torsdag aftes. Det har skabt problemer med at komme frem, og af den grund har skolen vaeret lukket i gaar og i dag – De siger det er cambio en la clima global!
Kaerlige hilsner, Jeppe
