Jeppelc's Blog

Uden for er dyrene faldet til ro, hundene ligger i hoeet, hoensene gemmer sig i traeerne og faaerene ligger taet i deres indhegning.
Efter denne almindelige onsdag paa gaarden, er alle traette. Vi ligger 3 og sover inde i huset i samme rum. Det traekker meget gennem huset,
da baade taget og doerene efterlader store spraekker der suger luften ind. Men det er fint nok, vi har alle vores taepper, saa selvom temperaturen daler
meget om natten, klare man sig uden at fryse. Miguel paa 17 og Mariela paa 18, er mine mexikanske soeskende. Deres mor, Esmeralda, er opvokset paa denne bjergside. Da hun blev gift med hendes mand Miguel, for 40aar siden, forlod hun skolen og de flyttede sammen laengere henne af bjergsiden fra hvor hun opvoksede, for at slaa sig ned med deres eget. De laerte derfor aldrig at laese. Siden har de opfostret 13 boern her paa gaarden. 5 af dem rejste ilegalt over graensen til USA og bor og arbejder nu der, ingen ved om de kommer tilbage. Den aeldste har vaeret vaek i naesten 20 aar. Miguel og Mariela bor paa gaarden, mens deres soester Mera paa 21, som har et barn paa 1aar, ogsaa jaevnligt kommer og besoeger. De oevrige 5 soeskende bor i omraadet eller naerliggende stater, og jeg har kun moedt en af dem i person. Saa familieformen er virkelig noget for sig, der har gjort et indtryk; hvordan kan en mor sende 5 af sine boern til USA uden vished om at se dem igen – det er en normal ting at boernene drager mod “el otro lado”(den anden side), saa hun er ikke alene om den moedresorg. Og hvad sker der for at faa 13 boern.. Det er en mexikansk familie jeg er havnet hos!

I fjernsynsstuen
Fjernsynet koere det meste af aftenen. Omkring kl.19 begynder de foerste telenovellas, mexicos svar paa hortonsagaen med deres familie tragedier og kaerligheds intriger, hvilket klistre det meste af mexico til skaermen, min familie inkluderet, selvom signalet falder ud jaevnligt her ude.
Saa inden kl.19 er arbejdsdagen overstaaet; traeer er blevet faeldet, faarene tilbage i indhegningen, hoensene fodret, toejet vasket i haanden med vand fra kilden fra bjerget, modne advokadoer indsamlet, koedet, boennerne og tortillaerne spist og nye tortillaer er blevet presset og forberedt over ilden til imorgen og den sidste opvask er gjort (forestil dig det hele gjort, som man gjorde det i DK for 100aar tilbage). Saa hele familien ligger alle klistret til skaermen, mens harpixen som altid bloeder langsomt ned i de krus, der staar under saarene de har lavet i de kaempe ocote traer, og som senere skal saelges til plastikfabrikker, for 10 pesos kiloet(ca.4kr.). Her ligger jeg saa i min seng og taenker, for hortonsagaen fangede mig aldrig, saa jeg ligger f.eks. og forestiller mig alt det liv der foregaar i skoven og bjergene omkring huset. Naturen er saa voldsom og frodig herude, men ogsaa ufremkommelig, saa vi noejes med at gaa paa bjergvejene, og kun beskue de traedaekkede bjergtoppe, uden at udforske dem. For mig virker de tiltraekkende, men min familie ser dem vidst mere som en forhindring, og ingen er interesserede i at kompanere mig naar jeg oensker at udforske bjergene. Jeg taenker paa det liv man maa leve herude, der goer selv de smaa opgaver besvaerlige – badet tages under aabenhimmel og toilettet og skovbunden er det samme. Begge ting skal helst goeres inden solnedgang, hvis man vil undgaa kulden og tis paa skoene.

I Koekkenet
I koekkenet render hoens, hunde og katte ind og ud, men der er jordgulv, saa det skal i det mindste ikke rengoeres. Faren i familien kommer flere gange dagligt op i det roede felt over dyrene i koekkenet, og naar han faar oeje paa hundene er det med spark, raab og tju-bang chokolademand han jager dem ud af koekkent – det ser skam sjovt ud, men han skulle vidst hellere passe paa blodtrykket. Han snakker hurtigt og er den svaereste at forstaa; maaske pga det hoeje blodtryk, men paa trods af hans beskidte toej og mumlen er han et venligt menneske, der overfor mig kun vil det godt! Naar Miguel, Mariella og jeg kommer hjem fra skole er der mad; boenner, ris, lidt sejt koed og tortillas er retten – heldigvis er der friske advokadoer til. Sjovt nok er der ogsaa coca cola til; lige meget hvor langt ud i verdens oedemarker du kommer kan du vidst altid finde coca cola, selvom rent vand ville vaere bedre! Om aftenen sidder vi til tider omkring den aabne ild i koekkenet, med te og broed til, f.eks. hvis naboen har gaaet sig den lange vej ind i skoven til gaarden.

Tanker til at gaa i seng paa
Naar jeg har boerstet mine taender under stjernehimlen kan jeg falde til ro under taepperne. Jeg holder mig til at gaa i seng ca. halv ni, for vores lift til skolen koerer kl.lidt over 6 nede fra vejen. Det har vaeret super interessant for mig at falde ind i deres rutiner. De er virkelig rutinemennesker, og jeg forestiller mig moren, Esmaralde, droemmer om at lave tortillas, for hun har koert i den samme rille i en menneskealder. Jeg forestiller mig de uendelige gentagelser denne aften har haft og vil have for min familie her i Mexico. 13 boern har siddet og maerket denne aften ligesom mig, sammen med Miguel og Esmaralda. Her sidder vi, trods alt glade og tilfredse, i hvert fald i aften. Imorgen starter en ny dag i samme rille, og det er Miguel og Esmaralda ganske tilfredse med hvis du spoerger dem, men jeg ville oenske de havde nogle alternativer, for det er haardt at vaere fattig. Fra os der naermest har for mange alternativer, ville jeg med glaede foraere nogle til dem der ingen har. Saa naar Esmaralde og Miguel staar op imorgen, behoever de ikke lave tortillas og passe paa faarene. Kun hvis det er det de virkelig vil. Istedet kunne de tage et oprigtigt valg for deres egen skyld, der giver lykke i deres liv, saa de f.eks. kunne vaere rigtigt sammen med deres 13 boern, og ikke vaere noedsaget til at sende flere til Usa – der tror jeg i hvert fald ikke paa de finder lykken.
Hvem ved hvad der skal til, og hvordan man kan hjaelpe dem paa vej? Jeg ved deres liv fortsat vil koere i den samme rille, naar jeg om 10 dage rejser herfra; og hvis ikke vi, “os med de mange alternativer”, proever at hjaelpe, vil der fortsat vaere mange i verden der vil koere deres liv i en rille, og ikke vide de mange alternative der er I verden!

Naar jeg engang imellem kommer i tanke om hvor jeg befinder mig, skifter scenariet pludselig karakter. Den uendelige udsigt til bjerge der faiter ud i horisonten, og de stoevede ufarbare grusveje, bliver nogle af de tydligste tegn paa at jeg ikke hoerer til her. Men det goer jeg nu alligevel nogle gange.  Pludselig kan jeg foele mig i perfekt balance med omgivelser og mennesker, alle smiler til mig, og paa mexicos bjergside befinder jeg mig hjemme. Saadan skifter det. Det saakaldte volontoerliv jeg er sprunget ud i er noget helt specielt.

Klangen af volontoer

At vaere volontoer klinger forskelligt i folks oere,  og oftest tror jeg det for folk klinger af en speciel slags person. En person der har vaerdierne iorden, og paa en maade er ophoejet fordi han er i stand til at hjaelpe.  Men saadan klinger det ikke for mig, ihvertfald ikke laengere. Jeg er her udelukkende for min egen skyld, for selvom jeg arbejder gratis, er det mig der laerer og oplever. Jeg er ikke i stand til at hjaelpe i nogen vaesentlig forstand, og af den grund synes jeg ikke det er vaesentligt at ligge betoningen af min rolle som vaerende hjaelpearbejder eller volontoer. At hjaelpe er at goere fremskridt, og det er utroligt svaert at goere dette.  Saa jeg har ikke lyst til at tage dette ansvar paa mig. Ikke her. At vaere i min rolle, kald den hvad du vil, kan maerkes. Som jeg startede med at beskrive, bliver jeg taget igennem mange sindstemninger paa en dag. Man bliver taget en tur gennem sig selv. Det er for mig det tydeligste og vaesentligste i livet her, at man faar styr paa sig selv og sin rolle. For naar verden er fremmed for en, er det vigtigste at finde hjem til sig selv igen. Saa er der ikke plads til at taenke store tanker om at hjaelpe de soede mexikanere. At vaere volontoer er for mig altsaa kommet til at handle mere om at finde min egen rolle, og holde mig ude af den fremmede verden, jeg til tider farer vild i og kommer ud af balance.

Det handler om at hjaelpe

Selvfoelgelig handler min rolle paa en maade om at hjaelpe, men ikke meget mere end livet altid vil handle om at hjaelpe sine medmennesker. Jeg laerer bestemt noget om hjaelpearbejde. Jeg synes jeg har faaet nogle mere realistiske intentioner om at hjaelpe, for hele ideen om at hjaelpe og goere fremskridt, vil jeg sige er saa utroligt udfrodrende at gennemfoere her i Mexicos landomraade. Udfra hvad jeg forstaar, vil jeg sige at fremskridt ikke er noget mexicanerne er vant til at paaskynde. Jeg synes Mexicanerne maa vaere mere aabne for fremskridtet, hvis man vil komme fattigdom til livs her. Det lyder altsaa for mig som en enorm opgave, at goere fremskridt i Mexico, fordi man foerst skal have folk med paa ideen. Det er noget der i en vis grad, gaar igen ved alt hjaelpearbejde kunne jeg forestille mig, men det er netop det jeg synes man forstaar i min rolle. Hvad det vil sige at hjaelper. Som “volontoer” synes jeg jeg laerer mere om hvad det kraever at vaere hjaelper, end hvordan det er at vaere hjaelper i praksis.

Anderledes end jeg havde regnet med

Ikke at misforstaa, det er en spaendende rolle jeg proever mig af med, synes jeg! Men at vaere volontoer, som det blev sagt vi skulle vaere her, er noget andet end jeg havde regnet med. Jeg forstaar hjaelper rollen meget bedre nu, men jeg er ikke i den.  Saadan ligger min opfattelse, men der er selvfoelgelig ogsaa mange andre opfattelser og maader at udnytte opholdet her paa, end jeg har udnyttet, som maaske ville have vaeret mere aegte hjaelpe volontoer agtige – men mine arme raekker ikke laengere end til et par frivillige engelsk klasser om ugen. Den fremmede verden begraenser en rigtig meget, hvad angaar at vaere den aktive hjaelper. Men jeg kan nu, sagtens acceptere at jeg ikke raekker laengere. Saa volontoer rollen er for mig noget andet end at goere sig nyttig og vaere en aegte hjaelper – den er for mig, noget i retningen af, at forstaa hjaelper rollen, og acceptere verden omkring mig.. Naar jeg goer det, saa foeler jeg jeg er i min rolle som “volontoer”.

Iagttager af den mexikanske kultur og hverdags liv

Ja, volontoerrollen en svaer stoerrelse, og det er vel ikke saa overraskende at den for mig ender ud med at vaere anderledes end jeg havde regnet med. Det er en rolle der bringer glaeder og skuffelser som man ikke kan forudse. Men som sagt, saa laerer jeg noget, ved at vaere iagttager af noget saa anderledes som den mexicanske kultur og hverdags liv. Saa skal vi ikk’ hellere kalde mig det, i stedet for volontoer: iagttager af den mexikanske kultur og hverdags liv.

I dag er vi i Cancùn, imorgen maaske et andet sted.
Der er skole ferie, semana santa, i hele mexico, saa de naeste to uger er alle os danske volentoere taget langt vaek. Naar jeg sagde til eleverne jeg skulle til Cancùn, blev de helt store i ansigterne og bad mig om at tage dem med. Cancùn er ren luksus. Kaempe hoteller langs stranden og massere af amerikanere. Mexico har faaet et nyt aspekt for os, ekstrem turisme. Sikke en chokerende konstrast til vores landsbyer, og i oejeblikket minder det mig om hvor meget jeg ikke kan lide luksus! Det altid godt at blive mindet om sine vaerdier.
I aften fejrer vi Andreas foedselsdag, og hun er en party-girl, og stedet er godt til en god fest, saa stedet bliver sikkert vendt til en positiv oplevelse. Men vi droemmer om et sted der foeles mere aegte Mexico, for man foeler sig virkelig foert bag turismens taeppe der skygger for virkeligheden.
De naeste par uger er vi igen “on the road”, og det er en mulighed der utraettetligt goer livet spaendende.

Da jeg var igang med diverse farvel til eleverne og laererne inden jeg tog afsted, blev jeg meddelt at rektoren paa skolen hvor jeg arbejder, nu er blevet forflyttet med oejeblikkelig virkning. Mit farvel til ham blev altsaa permanent. Jeg burde blive chokeret, ogsaa fordi han er en af de personer jeg har haft mest med at goere siden jeg kom. Men det passer ligesom til stilen – saadan noget tager man ikke for tungt. Laereren der fortalte det mig var heller ikke overrasket over det kom saa pludseligt. Det virker til man ikke stoler paa det permanente i at have et job, eller hvordan man ellers kunne opfatte det. For mig kunne der godt have vaeret en tilvaendings periode, men naar vi kommer tilbage fra ferie, er der altsaa ny rektor, og jeg ved ikke om eleverne har faaet det at vide inden de tog paa ferie. Eleverne synes jeg ioevrigt der generelt ikke bliver taget meget hensyn til paa skolen. Deres uddannelse kommer for laerene ikke i foerste raekke, det ville vaere syn at sige. At proeve at fortsat opfoere sig paa den maade man selv mener er rigtig i laerejobbet, er en kamp naar den er ret saa anderledes end de andre laereres – hold ud, hold ud, vil jeg gerne hoere, og det siger vi saa til hinanden i de naeste par uger! Selvom luksusen her er svaer at holde ud
Livet er godt. Vi maerker at vi lever naar vi rejser.

Naar den 1 times koeretur, paa ualmindeligt bumpet bjerg grusvej, fra mit hus ude I bjergene til Susupuato er overstaaet, er klokken ca. halv otte. Man kan blive van til hvad som helst, og ubehagelig transportering er en af de ting jeg tager glaedeligt imod I oejeblikket, da jeg skal staaimod 2 timer af den hver dag. Vi er omkring 30 der koere med samme camioneta, hvilket er en roed ladvogn der minder om en gammel maelkebil, eller en af dem de transporterer grise i, i Danmark. De unge foerer en haard livsstil. De vil gerne de samme ting som de unge vil I Danmark, som uddannelse, fester, kaereste og venner, men det er altsammen besvaerliggjort af omraadets bjerge og fattigdom. Mange maa hjaelpe deres familie med det haarde arbejde I huset og paa landet, specielt I weekenden, saa der er ikke for meget tid til det de jo gerne vil. Paa trods af det er det ret imponerende at se de kan holde et humoer saa hoejt som pievert paa bakken, naar man moeder dem i camionetaen, skolen, paa basket-banen..
Forrige weekend tilbragte jeg med en elev fra skolen i sin landsby, der som flere andre, har vaeret aabne og inviteret mig hjem til dem. Octavio bor lidt over 1,5times stoevet bjerg-grusvej fra skolen, derude hvor der kun er bjerge at se rundt om dig. Men her er rart at vaere gaest. Der er trods den umiddelbare fornemmelse af at vaere langt udei ingenting, massere af liv og godt humoer. Tanter, onkler, bedstemoedre, bedstefaedre, soestre, broedre, faetre, kusiner osv. – alle de forskellige titler er repreasenteret af Octavios familie i den lille flaekke. Det er helt normalt her, at familien bor lige rundt om dig. Jeg foeler mig varmt velkommet af familien, og giver mig i kast med en weekend med spansk, hygge, grin, sol og varme.
Hvor blev religionen af i europa. Den har aldrig vaeret mere tilstede I mit liv, end nu. Dog paa et lettere overfladisk niveau, jeg er jo bare tilskuer til de utallige religioese traditioner og ritualer, som mexikanerne dagligt udfoere for oejnene af mig. Korsets tegn for ansigt og bryst, goers flere gange dagligt. Jeg taenker nogle gange at korsets tegn er som en refleks for dem, som de ikke taenker mere over, end naar jeg traekker haanden til mig hvis jeg kommer for taet paa ilden. De goere det jo muligvis ogsaa for ikke at komme for taet paa ilden, skaersilden, eller helvede.. Hvis man f.eks. ser et billede af jomfrumaria, boer man goere korsets tegn, og disse billeder finder du over det hele. Religionen er en aabenlys del af kulturen, og jeg har efterhaanden vaeret med til en del messer og ritualer – Det er lidt som at vaere tilbage I konfirmationsalderen, hvor man jo skulle tage stilling til om gud eksisterer. Og det er meget godt for mig, for det fik jeg vidst ikke taget stilling til den gang. Det var mere en stildtiende accept, og for en 13 aarig er sandheden helt sikkert ikke mere vaer end 10.000kr.. Men nu er det lidt mere spaendende for mig at komme taet paa at forstaa hvad religion er. Loerdag I weekenden med Octavio, var der religioes konference for alle unge I regionen omkring byen Paricuaro. Det maatte jeg med til, og alle de unge fra Hondable hvor Octavio bor, var ogsaa opsat paa ideen! Paa ladet af en Ford pick-up truck, tog vi den 2timers lange tur dertil. Hele loerdag befandt jeg mig blandt near 1000 unge, som paa en underholdende nyreligoes maade, hyllede jesus. Budskabet om jesus blev taget ned paa et meget uformelt niveau, hvor vi lavede kaempe gruppe lege, sang, malede, havde almindelig messe og gik til nadver. Jeg holdt mig fra alle ritualerne, men synes det var meget spaendende at vaere med og laere popsangen med det faengende omkvaede:”Jesus, Jesus, Quiero seguir solamente a ti” – jesus, jesus, jeg vil alene foelge dig. Eller da man fra scenen ber om stilhed ved at raabe Halelu-, som befordre salen til at svare – jah! Jeg har siden taenkt paa at bruge denne fidus I min engelsk timer – aldeles dynamisk maade at be om stilhed, ikke?
Skolen I Susupuato, og dens maade at virke paa, skiller sig meget ud fra en dansk skole. Naar jeg ankommer kl. Halv otte er jeg den foerste laere der ankommer, selvom alle elever er forpligtet til at moede til den tid, den foerste time starter nemlig der. Den foerste laere ankommer formentlig 20 I otte, eller senere. Rektoren ankommer enten ved 9 tiden, eller slet ikke den dag. Der er ikke noget saerligt regelsmaessigt over moedetiderne. Timernes laengde er 1time, men det er meget normalt at laereren foerst begynder timen 10-20min senere end den burde, og slutter den et stykke tid foer. Opretholdelsen af undervisningen er en kamp, og man toever ikke med at suspendere undervisningen, hvis der skulle komme noget I vejen. For et par uger siden var der basket staevne I en by 5timer vaek. Ca.20 elever skulle afsted, og selvom dette kunne kraeve en assistering ned til 1 laere, vaelger inspektoeren at hele laerestaben paa 6 laerere tager afsted, og undervisningen aflyses I 2 dage. Om aftenen, paa dagen vi ankom, kommer jeg tilbage til hotellet hvor vi overnatter og finder alle laerene plus flere elever paa vaerelset godt I gang med at toemme flere kasser coronaer. Det blev en ren fornoejelses tur, hvor laerene ikke lige frem satte et godt eksempel for opfoersel. Arbejdsmoralen blandt laerene virker til at vaere helt I bund, og det maa selvfoelgelig smitte af paa eleverne. Det er ihvertfald meget svaert for mig at holde undervisningen koerene I en hel time. Der er altid brok over at der skal bestilles noget. Og naar klokken er omkring et kvarter foer afslutning, begynder de foerste elever ofte at raabe op om at tiden er gaaet. Det er en kamp for mig at holde en deciplineret undervisning, hvor der er stille, respekt for ordrene givet af laereren og deltagelse. Disse ting kaemper laerere I Danmark selvfoelgelig ogsaa med I hoej grad, men eleverne paa skolen er mellem 15 og 19 aar, og mange af dem har ikke laert at studere endnu. Det er foruroligene hvis de skal have en fremtid paa universitetet, som ioevrigt er klart den bedste mulighed for at bryde den sociale arv. Man kan selvfoelgelig ogsaa tjene sine penge gennem narkohandel, da det en populaer beskaeftigelse her, men hvis man for alvor vil bryde med fattigdommen, er den bedste mulighed at faa sig en uddannelse paa universitetet. Men efter min vurdering er det kun faa der kan lide at studere, og som dermed vil have mulighed for at fortsaette videre paa universitetet. Det er sjovt at vaere I skole. Alle venerne kommer, og timerne bliver ofte til sjov, og for lidt god undervisning. Saa de fleste kommer, men der er ikke meget respekt for den hellige gral, som jeg forestiller mig diverse meningsdannere i Danmark ville se viden som.
Engelsk laere jobbet, som jeg saa smaat er ved at vaenne mig til, har jeg glaedet mig meget over at proeve. Og hvis ikke de laere engelsk af timerne, saa laere jeg I det mindste spansk af dem, da jeg bliver noed til at snakke primaert spansk I timerne. Timerne giver mig rigtig god mulighed for at komme taet paa eleverne, og jeg er spaendt paa hvad det kan blive til over de naeste maaneder. Jeg haaber I oevrigt paa at kunne faa snakket med dem andre forskellige ting, blandt andet det med at studere, og sex og praevention. Det kunne vaere rigtig spaendende at faa taget hul paa at snakke med dem om de vigtigere ting.
Det er svaert at sammenfatte oplevelserne, og de kommer lidt I tilfaeldige spyt, hvor en oplevelse tilfaeldigt kommer til at beskrive et helt aspekt af livet her. Livet her er en film der har spillet I naesten 2 maaneder nu, og som amatoer instruktoer kan jeg kun give dig en hurtigt sammenklippet trailer, men vil proeve at smide nogle videoer og billeder op, der kan snakke for sig selv. Paa naeste torsdag flytter jeg location til cancun, yucatan, sammen med de andre volontoere i 2 uger, da der er Semana santa. En national skoleferie I forbindel med paasken. D.12. april vender vi tilbage til skolen. I oejeblikket er filmen en blanding af et interlektuelt drama og en komedie, men den skifter hele tiden genre.

Jeg er nu ret glad for at kunne skrive om den foerste tid som volontoer. Vi startede jo desvaerre ud med at faa bekraeftet vores fordom, er vi enige om, da starten paa opholdet blev udskudt en uge, uden vi var blevet advaret. Den pludselige forsinkelse fik ingen forklaring, og vi maatte paent vente. “Mañana mañana” udtrykket er en kliche, og det var derfor saa traels at skulle bruge det, efter det foerste moede med den knap saa organiserede organisation Vive Mexico. Forsinkelser er noget der kan faa mange danskeres pis i kog – se bare paa dsbs plettede ry -, men det jo ikke fordi tingene ikke sker her, eller i dsb, saa maaske skal man holde op med at bekymre sig, for vi kom afsted, og dsb koerer(for det meste).
Nu er jeg her, og jeg kan begynde at indleve mig lidt i det mexikanske, over de naeste knap 4maaneder. De foerste indtryk vil jeg skrive om, ved at beskrive nogle af de personer jeg har moedt indtil nu, blandet med lidt karrakteristika for omraadet.

Fransisco er rektor paa la Preba, skolen for de ca.16-19aarige, i Susupuato. En landsby med ca.1500 indbyggere, og placeret godt ude i oedemarken. En smut tur paa 4 timer, som Fransisco tager mindst en gang om ugen fra Morelia, sammen med andre laerer paa skolen, da de bor der. Det er vidst meget normalt at have det forhold til afstande her. Landsbyen har intet mobilsignal, bortset fra hvis du peger din mobil et eksakt antal grader mod oest et sted paa skolen, kan du maaske opnaa en streg paa mobilen. Besynderligt nok har rigtig mobiltelefoner her, og fine af slagsen, selvom de i oevrigt ikke har saerligt mange penge, og selvfoelgelig signal! Det er en teenage gadget her, som i DK, der hos pigerne er pimpet med dingle kaeder og klistre maerker. Mode fanger mig som vaerende vigtigt for de fleste! Mandag d. 25., koerer Fransisco, Peter og jeg til vores landsbyer. VI ser masser af skov beklaedte bjerge, oerken, kaktuser – Pludselig foelte vi os “uden for civilisationen”! Fransisco er en varm og venlig person, som da han stikker os en oel hver i bilen, siger, slap af, og hvis der er noget kommer i bare til mig – Vi er amigos. Saa ud af en oede oerken vej, droenede vi afsted med en kold oel i handen, som for Fransisco blev efterfulgt af 4 mere, inden vi naede Susupuato. Oel er muligvis et godt afslapnings middel, men Fransiscos brug af dem, bag ret, og til vores velkomst til landsbyerne, var rimeligt skoert! Der var intet formelt over vores velkomst – Fransisco proevede at faa os til at slappe af, men jeg er endnu ikke saa god til at slappe af ved spritkoersel, og bliver det sgu nok heller ikke. Fransisco soergede for jeg havde steder at sove, hos laerer, indtil han onsdag fandt en familia til mig. De andre laerer kalder ham Gordito (tykke) – han har boet 4aar i USA, saa snakker ok engelsk – og han er en hyggelige lille buttet mand, hjaelpsom og god – dog med snaert af det mexikanske “mañana mañana”-gen og for meget sjov uden for skolen, men i skolen sagde han eftertrykkeligt ingen alkohol, skolen er hellig – saa i sin rolle som rektor, i skoletiden, goer han det ok!

Edzna er laere i engelsk, litteratur, spansk og noget mere, paa skolen. Hun er gift med borgmesteren i byen, og bor derfor vist nok i det stoerste og mest velhavende hus i byen – Det er en underlig sammenhaeng, og lidt suspekt, men mange af magtens maend i Mexico, er ofte de mest velhavende. Hun er meget soed ved mig, og utroligt gaestfri. Jeg har indtil nu overnattet 3 gange i hendes mansion! Der er hushjaelp, fladskaerm, kaempe jeep og alt det der – saa det er som et lille ferie ophold naar jeg overnatter der. Naar der skal spises aftensmad tager vi jeepen til den naermeste restaurant, sammen med hendes datter(der ogsaa hedder Edzna). I gaar aften var jeg med dem for at faa Quesedillas (stor taco klappet sammen om ost, noget koed, groent og salsa). I oevrigt har hun flere gange hentet og koert mig, f.eks. i sidste weekend hvor hun koerte mig til Zitacuaro, hvor bussen til Morelia gaar fra, saa hun er lidt som en ekstra mor for mig. De andre i byen kalder hende Maestro (laererinde) og aldrig Edztna, og det virker aerligtalt lidt kunstigt og distancerende, f.eks. naar hendes veninden kalder hended et – det er jo lidt en ophoejende titel, som jeg tror hun har fordi folk ser op til hende eller respektere hende – forhaabentlig ikke fordi hun har mange penge! Selvom hun er engelsk laerer snakker hun ikke engelsk, og de ter derfor en udfordring jeg maa tage op at hjaelpe hende til bare at small talke lidt paa engelsk – ellers bliver det lidt svaert for eleverne at laerer engelsk udtale!! I fredags koerte hun mig til Zitacuaro, og det virkede som om jeg blev brugt som undskyldning for at hun ikke skulle have de sidste to timer fredag fra kl.12-14, hvilket Eli paa skolekontoret accepterede – det tegner ikke saa godt, at opretholdelsen af undervisningen ikke er vigtigere. Naar Edzna laver jokes bliver det ofte lidt perverst. Sammen med hendes veninder Yesi og Marizella, bliver jeg sgu lidt overrasket naar hun driller mig med at Marizella Quiere tu chile – og alle griner. Chile er slang for diller, og quiere tu betyder, hun vil have – Jeg synes indtil videre det er ret sjovt at de er saa direkte i deres bromas(jokes) – de er lige en tak mere perverse end hvad jeg havde forventet… Det har vaeret fedt at joke med Edzna og hendes veninder, og jeg er overvaeldet over hendes gaestfrihed – nu mangler vi bare at komme ordentligt igang med engelsk undervisningen!

Selve arbejdet som engelsk laerer er gaaet super godt, men mit manglende ordforraad paa spansk, giver lidt startproblemer, og Edzna er ikke saa interesseret i at planlaegge undervisningen – vi gaar jo bare frem efter bogen!

Jeg vil fortaelle mere om arbejdet og om familien, naar jeg vender tilbage til endnu et blog indlaeg. Haaber i har det godt derhjemme, og i kan holde balancen paa de glatte veje . Haaber vi snakkes snart!
Vejret har ogsaa her vaeret lidt ekstremt – tirsdag aften startede regnen og sluttede foerst igaar, torsdag aftes. Det har skabt problemer med at komme frem, og af den grund har skolen vaeret lukket i gaar og i dag – De siger det er cambio en la clima global!

Kaerlige hilsner, Jeppe